VÆRDIBASERET LEDELSE

»Hvis du ikke leder med værdier, hvad leder du så med?«

Linda har ikke værdier. Hun er sine værdier.

Fotos: Jonatan Nothlev.

Værdier i ledelse kan nemt blive en floskel – eller noget man hænger op på væggen i kontorlandskabet. Men ikke for Linda Ibsen. Hendes værdier er ikke bare noget hun har – det er noget hun er.

For Linda Ibsen er hendes værdier en helt central del af den måde, hun er leder på. Men også den måde hun er i livet på. Hun fortæller:

»At finde mine værdier har ændret min måde at være leder på. Men det har også ændret min måde at være mor på og ven på«.

For Linda handlede det ikke bare om at vælge værdierne. Det handlede om, at finde en måde at leve dem på. Hendes fire værdier er autenticitet, frihed, ansvar og omsorg. Og de afspejler sig i hele hendes liv.

Til daglig er Linda leder for 41 medarbejdere som kontorchef i HR og Organisation, Børn og Unge, hos Aarhus Kommune. Og så blev hun færdig som Stifinder i 2018.

Hører omsorg hjemme i ledelse?

For Linda er omsorg en essentiel værdi i hendes måde at være leder på. Omsorg og dét at have ansvar for andre mennesker – som man har, når man er leder – hænger nemlig tæt sammen for hende. Men da hun skulle præsentere sit ledelsesgrundlag for sine lederkolleger, blev hun mødt med forundring på netop værdien omsorg. Hun fortæller:

»Jeg blev spurgt: ”Hører omsorg hjemme i ledelse?” Jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg fik det spørgsmål. For det blev meget tydeligt for mig, at det er så centralt for min måde at lede på.«

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Vi afholder løbende gratis online infomøder om Stifinderprogrammet.
Modtag invitationer og indlæg som dette direkte i din indbakke.


Værdien omsorg viser sig på flere måder i Lindas ledelse. Det er vigtigt for hende, at hendes medarbejdere føler sig fortrolige med hende, og hun gør en dyd ud af at lytte til dem – hvad end det er en kanin, familien har fået, eller en mormor der er død. Og så kommer værdien særligt på arbejde, når hun er i svære personalesager.

»Når jeg er i personalesager, tjenestelige forløb eller lignende, er det enormt vigtigt for mig at ankre mig i, at det er et menneske, jeg skal vise omsorg for, som jeg sidder overfor. For når jeg drager omsorg, tager jeg et menneskeligt ansvar.«

Værdier på prøve

Værdierne bliver også sat på prøve en gang i mellem. Både i arbejdslivet eller privatlivet. Det er jo der, de skal vise deres værd, bemærker Linda. Hun fortæller, at hun for nyligt skulle præsentere en APV-undersøgelse for sine medarbejdere, hvor hun følte, at hendes værdi om autenticitet virkelig kom i spil.

Linda blev leder for afdelingen HR og Organisation i Aarhus Kommune i marts 2021. En afdeling, der længe havde været under forandring og havde haft flere forskellige ledere, fortæller hun. Og det afspejlede sig også i den feedback, der var givet.

»Der kom min værdi om autenticitet jo under pres. For jeg fik lyst til at tage en facade på. Men jeg har taget en beslutning om, at det vil jeg ikke. Så derfor besluttede jeg mig også for, at jeg ville fortælle dem, at det var udfordrende og sårbart for mig at skulle præsentere de resultater.«

Linda bemærker, at det jo på en måde var endnu mere sårbart for hende at fortælle, at det var sårbart. Men hun tror grundlæggende på, at vi går på arbejde som hele mennesker. Og at dét at vise sig selv som et helt menneske, når man er leder, er vejen frem for hende.

»Måske var der nogle, der tænkte: ”Det er da ikke sådan, en rigtig leder gør”. Men det er sådan, jeg er leder,« siger hun og fortsætter:

»At starte som ny leder i en afdeling under corona med dobbelt så mange medarbejdere som i min forrige har da strukket mine værdier. Det at være ny leder i en afdeling og at sætte sine værdier i spil er ikke noget, man bare lige gør. Men når jeg har været allermest presset i mit lederjob, har jeg vendt tilbage til mine værdier. For jeg ved at det er et godt udgangspunkt for min ledelse.«

En vigtig indsigt

Linda fandt frem til sine værdier, da hun i 2017 var på Stifinderprogrammet. I arbejdet med at finde værdierne blev det tydeligt for hende, at hun havde nogle overbevisninger om sig selv, som hun gerne ville tage op til overvejelse og ændre på.

»Da jeg var igennem Stifinderprogrammet fandt jeg ud af, at jeg faktisk var bange for at vise mine følelser. Jeg fandt ud af, at jeg havde en grundlæggende overbevisning om, at hvis jeg viste følelser eller var sårbar, var jeg et svagt menneske,« siger hun og fortsætter:

»At se det helt klart gjorde det meget tydeligt for mig, at jeg simpelthen skulle gøre noget anderledes. Jeg blev meget rørt over at få den indsigt. Pludselig var der en masse ting, der gav mening,« siger hun.

På Stifinderprogrammet blev det tydeligt for Linda, hvilke værdier, der var værd at arbejde videre med i hendes liv. Både værdier, som allerede kendetegnede hendes måde at være i verden på. Men også værdier, som hun ville videreudvikle og gøre mere tydelige.

Værdier på Stifinderprogrammet

Lasse Zäll startede Stifinderprogrammet i 1994. Han mener, at det er væsentligt at være bevidst om sine værdier, når man er leder.

»De værdier, vi vælger som grundlag for vores ledelse, virker som et kompas for vores adfærd og vores måde at håndtere dagligdagen på. De giver os retning i vores udvikling som leder,« siger han.

At finde sine såkaldte strategiske værdier er derfor en helt central del af Stifinderprogrammet. Men det er vigtigt, at værdierne ikke bare er noget, man sætter op på væggen og glemmer igen, understreger Lasse. Værdierne skal kendetegne den måde, man er og leder på.

»På Stifinderprogrammet finder lederne deres værdier ved at se på dét, der allerede fungerer for dem. De analyserer eksempelvis spørgsmål som: Hvad kendetegner min adfærd, når jeg er lykkedes allerbedst? Hvilke dele af mig selv, har jeg lyst til at videreudvikle? På den måde bliver værdierne ikke grebet i den tomme luft, men bliver derimod fundet i lederne selv,« siger Lasse.

Han fortæller, at hans eget liv forandrede sig fundamentalt, da han valgte sine strategiske værdier. Han stod midt i sin anden skilsmisse og havde mistet fornemmelsen for, hvor han skulle hen. Men da han fandt sine tre værdier, fik han et kompas for, hvad der skulle kendetegne ham fremadrettet – både som leder og som person.

Linda fortæller, at hun gennem Stifinderprogrammet fandt ud af, at det er vigtigt for hende at dele ud af sig selv og sin sårbarhed som leder. Men hun er bevidst om, at hun skal dosere det lidt. For der skal ikke være et pres om, at man skal vise sårbarhed for at være en del af hendes afdeling.

»Jeg kan ikke forvente, at alle deler ud af sig selv, som jeg gør det. For nogle kan det jo ligefrem være intimiderende at have en leder, som meget bevidst deler ud af sit følelsesliv.«

Et godt råd

For Linda er hendes værdier blevet en rettesnor i hendes liv, som minder hende om, hvordan hun gerne vil leve. En rettesnor, som minder hende om at være sig selv, når hun går på arbejde. For hun vil ikke forvente noget af sine medarbejdere, som hun ikke selv udlever.

»Jeg kan ikke lide, når ledere efterspørger noget, som de ikke selv gør,« siger hun.

Jeg spørger hende, hvilket råd hun ville give ledere, som endnu ikke arbejder med værdier. Hun tøver kort, men svarer så:

»Jamen så ville jeg starte med at spørge: Hvad leder du så med?«

Du kan læse mere her hvis du gerne vil opnå bedre lederkompetencer.

Ønsker du at vide mere om stifinderprogrammet?

Vi afholder løbende gratis inline infomøder om Stifinderprogrammet.