Jørgen Krogh: »Jeg kunne aldrig finde på at ansætte en chef ud fra vedkommendes faglige kompetencer«
Forvaltningsdirektør Jørgen Krogh er en leder af visioner, som afspejler sig direkte i hans ledelse. Når han ansætter ledere til sin forvaltning er han mere interesseret i, om vedkommende har hund, end den opgave de senest har løst på deres job. For ham handler det om mennesket – og om evnen til at kunne drømme.
Med en kandidat i fysik og filosofi og en fortid som højskoleforstander er Jørgen Krogh ikke den typiske forvaltningsdirektør. Ikke desto mindre har han siddet på toppen af forvaltningen for By, Erhverv og Kultur i Herning Kommune de sidste 12 år.
»De andre synes nok, jeg var lidt mærkelig, da jeg kom hertil. Men det må de gerne synes,« siger han.
Jørgen Kroghs har visionære tanker om, hvordan han gerne vil bedrive ledelse. Og det afspejler sig tydeligt i måden, han leder forvaltningen på.
Forvaltningen for By, Erhverv og Kultur er en succesfuld forvaltning, som er kendt for lede og afvikle store, visionære projekter og events. Og den udmærker sig på de områder, den bliver målt på – lige fra besøgstal, byomsætning til erhvervsvenlighed og borgerinddragelse. Og som en af de få forvaltninger, har de ikke haft samlede budgetoverskridelser den tid, han har været direktør.
»Vi overpræsterer, når vi bliver evalueret. Ikke fordi vi hele tiden kigger på vores målepunkter, men fordi vi kigger væk fra dem. I princippet vil jeg gerne arbejde så lidt med KPI’er som muligt.«
Da Jørgen var igennem Stifinderprogrammet i 2011 fik han et begrebsapparat for de tanker, han selv gik med. Han fik en metodik for at arbejde med de visioner, han gerne ville arbejde med i forvaltningen, som i dag han gør brug af hver eneste dag.
Visionære projekter
En stor del af det deltagerne bliver trænet i, mens de er igennem Stifinderprogrammet, handler om proaktiv planlægning. Den proaktive tilgang indebærer, at man starter med at visualisere sine visioner, drømme og tanker om den fremtid, man gerne vil opnå – inden man begynder at planlægge den.
Og netop den proaktive tilgang er en integreret måde af Jørgen Kroghs måde at lede på.
»Vi starter baglæns. Så vi starter altid med visionen og målsætningen og ender i budgettet. Og det er meget klassisk Stifinder. Dem, der er med, får ikke af vide, at det er Stifinder-inspireret. Men det er det jo.«
Med den tilgang har Jørgen Kroghs forvaltning skabt store resultater gennem. Han var en af arkitekterne bag at få Giro D’Italia til Herning, har lavet biblioteket til et mødested for meget mere end kultur midt på Herning Gågade og senest fået VM i Ridesport til Jyske Bank Boxen i 2022.
»VM i Ridesport er en kæmpe sportsbegivenhed. Og alle sagde, vi var skingrende sindssyge. Ikke desto afviklede vi det succesfuldt på alle parametre. Man ved, man har gjort et eller andet rigtigt, når Gates-familien reserverer bord i VIP-loungen i Herning ved siden af Springsteen-familien,« siger Jørgen Krogh.
Forvaltningens succes med at afvikle store, visionære projekter, gjorde også at bæredygtighedsindsatsen i Herning Kommune for fire år siden blev placeret i By, Erhverv og Kultur – også selvom det var mere oplagt, at den lå i en anden forvaltning.
»Vi får selvfølgelig politiske bestillinger, som det embedsværk vi er – eksempelvis bæredygtighedsindsatsen. Men i stedet for bare at gå ud og eksekvere dem, så tager vi os tid til at forestille os visionen og sige: Hvordan vil vi levere på den her opgave? Og hvordan ser det ud, når vi har det oppe at køre?«
Efter visionsarbejdet valgte forvaltningen – som den eneste i Danmark – at lave et bæredygtighedscenter, hvor virksomheder og borgere kan få sparring til, hvordan de kan blive mere bæredygtige og gerne bruge det til en konkurrencefordel.
Hvad vil du gerne udrette?
Jørgens tanker og visioner om ledelse viser sig også i hans ledergruppe. I stillingsopslag til lederroller opfordrer de eksempelvis ansøgerne til at fortælle om, hvad de vil udrette i stillingen, i stedet for at sige, hvad de har lavet.
»Jeg kunne aldrig finde på at ansætte en chef ud fra vedkommendes faglige kompetencer,« siger han og fortsætter:
»Jeg vil i princippet hellere høre om folk har hund end om den sidste opgave, de har løst på deres arbejde. Fordi det handler om at sætte det rigtige team af mennesker. Man kan altid lære det faglige. Det vigtige er, at vi har samme menneskeforståelse og ledelsesforståelse.«
Jørgen Krogh har derfor haft alt fra arkitekter, bibliotekarer, journalister, tværfløjtenister og kommunikationsfolk ansat i sin ledergruppe. For ham handler det om, at skabe et synergetisk lederhold, som er i stand til at se visioner og at gå i samme retning.
Når Jørgens ledergruppe har møder, bruger de derfor også lang tid på at lande i lokalet og forestille sig de visioner, de gerne vil skabe.
»Idéer skal opstå blandt de folk, der er her. Derfor skal vi også skabe rum for, at det kan lade sig gøre. Nogle vil måske synes, der går lang tid, før selve dagsordenen går i gang til vores ledermøder. Men for at vi kan se visioner, skal vi mærke hinanden som mennesker først,« siger han.
At komme tilbage til sproget
Selvom Jørgen blev færdiguddannet Stifinder i 2011, prioriterer han, så ofte han kan, at være coach på Stifinderprogrammets Modul 2.
På Modul 2 er deltagerne inddelt i mindre teams, hvor de bliver støttet igennem programmet af en specialist-coach og en leder, der tidligere har været igennem Stifinderprogrammet. På den måde kan deltagerne få sparring fra en, som har brugt Stifinderværktøjerne i praksis.
»På Modul 2 bliver jeg intensivt trænet i at coache, som er en egenskab, jeg tager direkte med hjem og bruger med mine medarbejdere i hverdagen, siger han og fortsætter:
»Da jeg kom ind i Stifinder, følte jeg at jeg kom ind i en verden, som kunne begrebsliggøre det, jeg gik og tænkte på. Så når jeg kommer tilbage til Stifinder-arrangementer, føles det som at komme hjem.«
Du kan også læse mere om vores kursus for ledere.